Verdensmålskonsulent søges til ambitiøst erhvervsinitiativ

 

 

Hvis du brænder for at gøre en forskel inden for bæredygtighed og ansvarlighed i dansk erhvervsliv, så er der en unik mulighed for det som Verdensmålskonsulent i FN17 Business i Viborg.

 

FN17 Business blev etableret i 2020, og har siden da hjulpet mange små og mellemstore virksomheder i gang med at bruge FN’s 17 Verdensmål i deres strategi og forretningsudvikling. For at styrke indsatsen over for erhvervslivet søger vi en konsulent, der kan være med til at sætte Verdensmålene endnu højere på erhvervslivets agenda.

 

Opgaven for den kommende Verdensmålskonsulent er i samarbejde med projektchefen samt partnerne bag FN17 Business, dels at videreføre den gode udvikling med at få endnu flere virksomheder ombord, dels at videreudvikle konceptet og partnerkredsen bag FN17 Business. Læs mere om FN17 Business på www.fn17.dk

 

De konkrete arbejdsopgaver vil være etablering og gennemførelse af individuelle virksomhedsforløb, der f.eks. fører til udarbejdelse af deres første bæredygtighedsrapport, eller indarbejdelse af Verdensmål i deres DNA og grundfortælling. Desuden bliver du meget involveret i drift og videreudvikling af en nyoprettet Business Club, hvor virksomheder inspirerer og udvikler hinanden på tværs. Arbejdet består her i planlægning og gennemførelse af workshops, netværksaktiviteter, virksomhedsbesøg, etc.

 

Personlige kvalifikationer
Som kommende Verdensmålskonsulent skal du kunne arbejde selvstændigt og ansvarligt og være i stand til at skabe respekt og tillid hos vores kunder og partnere.

 

Du har et højt energiniveau og brænder for at skabe forandringer og resultater. Den bæredygtige agenda betyder meget for dig, og du tror på, at et større fokus på bæredygtighed og ansvarlighed vil skabe nye kommercielle muligheder for erhvervslivet.

 

Du har lyst til at være en del af et lille team, hvor du både kan være med til at sætte retning og skabe konkrete resultater for kunderne. Samtidig er du er en god kommunikator og trives med at have mange bolde i luften. Samtidig er du grundig og kvalitetsbevidst, så kunderne får de resultater, som de forventer.

 

Faglige kvalifikationer og uddannelsesmæssig baggrund
Vi ser gerne, at du kan svare ja til flere af nedenstående punkter:

 

  • Du har et godt kendskab til FN’s 17 Verdensmål enten fra studie, virksomhed eller som konsulent, eller også har du et brændende ønske om at få det
  • Du er god til at facilitere udvikling/netværk/forandring – gerne med erfaring fra små og mellemstore virksomheder
  • Du har idéer til bæredygtig udvikling og nye initiativer på tværs af brancher og virksomheder, og gerne både i det private og offentlige
  • Du har en mellemlang eller længerevarende uddannelse – der har givet dig en evne til at forstå og løse komplekse problemstillinger
  • Du har et kommercielt mindset og har en god forståelse for forskellige forretningsmodeller

 

Praktiske forhold
Ansættelse skal ske hurtigst muligt, og samtaler gennemføres i januar måned.

 

Løn og ansættelsesforhold aftales med udgangspunkt i kvalifikationer og de stillingsmæssige krav. Udover løn og pension, får du en sundhedsforsikring samt en række andre personalegoder.

 

Arbejdsstedet er primært i Agro Business Park, hvor FN17 Business har sit hovedkvarter. Derudover vil der være kontorplads hos Business Viborg for at sikre bedst mulig adgang til det lokale og nationale erhvervsliv.

 

Selv om dit arbejde bliver 100% i FN17 Business bliver du en del af et kollegialt fællesskab hos både Agro Business Park og Business Viborg.

 

Du bliver en del af et miljø med spændende og dedikerede mennesker, der med stærke faglige kompetencer driver forandringer i både lokale og nationale virksomheder. Vi arbejder oftest på tværs af det private og det offentlige med henblik på at skabe holdbare og langsigtede løsninger på væsentlige udfordringer i samfundet – inden for bl.a. bæredygtighed, digitalisering, velfærd, fødevarer, iværksætteri og forretningsudvikling.

 

Der er fart på, men der er også tid til det sociale på tværs af de forskellige organisationer og afdelinger, hvor trivsel og godt humør er i højsædet.

 

Ansøgningsfrist den 20. januar 2023.

 

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til erhvervsdirektør Henrik Hansen, Business Viborg på tlf.: 4013 4474 eller via mail: heha@buvi.dk

 

Ansøg stillingen her: https://www.jobindex.dk/jobannonce/464044/verdensmaalskonsulent-soeges-til-ambitioest-erhvervsinitiativ-