- Tænk cirkulært -
Fundamentet for FN’s verdensmål

 

Virksomheder der vil fremtidssikre deres forretningsgrundlag, bør tage Verdensmålene og hele den bæredygtige dagsorden til sig og komme i gang med at bruge dem aktivt over for kunder, leverandører, medarbejdere og andre interessenter, for ellers risikerer man en forringet konkurrenceevne inden for en kort fremtid.

 

En måde at arbejde med den bæredygtige agenda, er at tænke cirkulært. Findes der restprodukter i virksomheden, som kan give værdi og genanvendes af andre? Hvordan kan vi reducere affald og vores negative aftryk på planeten? Det var spørgsmål FN17 Business tog op til et arrangement om cirkulær tænkning. Her var der onlinebesøg af Apples Site Operation Manager Kristoffer Rørbæk fra Apple Dater Center i Foulum, der fortalte om Apples Zero Waste strategi under hele etableringen, og nu også selve driften, af deres datacenter i Foulum. Fra USA fortalte Sea Gill, Zero Waste Program Manager, om Appels overordnede Zero Waste strategi og deres rejse fra lineær til cirkulær tænkning. Apple sponsorerede arrangementet, både fordi de gerne vil støtte op om det lokale initiativ, FN17 Business, og for at fremme den bæredygtige dagsorden generelt.

 

Deltagerne fik også mulighed for at høre et inspirerende oplæg fra Rikke Ullersted fra The Upcycl, der er en materialebørs, hvor den enes restaffald bliver til den andens råvarer. Det er en værdifuld måde at frigive tid og skabe omsætning samtidig med at ressourceforbruget og bortskaffelsesbelastningen nedsættes.

 

”Vi kan mærke, at bevidstheden om hvad der sker på den bæredygtige bane, og hvad ens kunder gerne vil have rykker rigtig meget. Hos hotelbranchen, messebranchen og designere, der skal designe til fremtiden, går det rigtig stærkt” fortæller Rikke Ullersted fra The Upcycl og fortsætter: ”Vi ser en stor interesse for restprodukter og den værdi, det kan skabe i virksomheden. Eksempelvis er forskellige skumtyper meget populært for tiden, fordi resterne fra skummet kan bruges til emballering af produkter i stedet for at der skal bruges helt nyt skum til emballering” fortæller Rikke.

 

Som et andet eksempel på brugen cirkulær tænkning var der besøg af Peter Larsen Kaffe, som har en ambition om 100 % cirkulær anvendelse af alle de ressourcer, som er relateret til kaffedyrkningen, forarbejdning og forbrug. For Peter Larsen Kaffe handler det om at udnytte kaffens fulde potentiale uden spild og med fokus på mere genanvendelse.

 

Rikke Ullerslev - The Upcycl Sofie Randel fra Rethink Event Frank Madsen - Peter Larsen Kaffe

 

Sidst men ikke mindst, var der også inspiration til oplevelsesindustrien, hvor Sofie Randel fra Rethink Event fortalte om, hvordan de hjælper kunder i oplevelsesbranchen med at udvikle cirkulære forretningsmodeller, bæredygtige events og optimale løsninger for affaldssorteringen.

 

En spændende dag i bæredygtighedens tegn, hvor virksomheder fik inspiration til at tænke mere cirkulæret i deres forretningsstrategi.